Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Madkundskab

På Rosenvængets Skole tilbyder vi Madkundskab. Vi arbejder med de fagkundskaber/ fagbegreber der knytter sig til madkundskab. Det kan være ”Mad og Sundhed”, ” Måltider og Madkultur ”, ”Fra jord til bord” og ”Fødevarebevidsthed og Fødevarekendskab”. Det er et alsidig fag, som kan suppleres med andre fag som dansk, matematik, engelsk samt natur- og samfundsfag.

Gennem skoleåret har vi blandt andet temaer som livretter, mad efter årstiden, mad fra andre kulturer. Det er med henblik på at udbrede råvarekendskabet og skabe sunde kostvaner.

Eleverne er aktivt deltagende og medbestemmende i hele processen. De finder opskrifter i kogebøger eller på nettet på fx gocook.dk eller mitkokkeri.dk. De skriver indkøbsliste, vi finder varer og køber ind sammen. Alle kan være med og opgaverne er tilpasset den enkelte elevs niveau og behov for støtte.

Madkundskab er et indholdsrigt fag, idet det rummer almindelig dagligdags læring. (ADL) Eleverne lærer fx om køkkenredskaber, tilberedelsesmetoder, hygiejne og rengøring. Gennem madlavningsprocesserne kommer eleverne omkring forskellige motoriske udfordringer så som at skrælle gulerødder, skære agurker i skiver, æbler i både, ælte dej, røre i en gryde og vende kød på en pande. Ligeledes når der gøres rent, vrides en klud og der vaskes op. 

Et mål for madkundskab er, at eleverne får indflydelse på fagets indhold, får støtte til deres ideer og en følelse af ejerskab. Eleverne laver deres egen opskriftsmappe og afslutter faget med et køkkenkørekort. 

Det er vigtigt at der er glæde og samhørighed når vi er i køkkenet hver torsdag.

Glæde ved at bruge sanserne. Dufte og smage på maden, se farver på råvarer og føle/mærke på konsistensen af råvarerne inden forarbejdning.  

Samhørighed i følelsen af fællesskab, samarbejde og et fælles mål om at nyde et veltilberedt måltid med hinanden.

Og så griner vi med hinanden. Velbekomme!

Skolebod:

På den nye Rosenvængets skole, har vi en ide om etablering af en skolebod. En skolebod som eleverne kan stå for sammen med voksne. Ideen er ret ny, så derfor er der endnu ikke fastlagt noget. Men vi forestiller os, at der kunne udarbejdes et menukort og købes/bestilles mad som fx dagens ret, en pizzasnegl eller en salat.

Eleverne kunne bringe mad ud eller der kunne opstå en ” pop up restaurant ” med kokke, tjenere, kassedame osv. Boden kunne også være åben i anledning af skolefest, fastelavn, julefrokost og andre begivenheder i løbet af skoleåret. 

I skoleboden vil der kunne arbejdes både praktisk såvel som fagligt, som beskrevet ovenfor i Madkundskab.

Sådan har vi madkundskab på Rosenvængets Skole:

Mandag:

Allerede mandag taler vi om, at tirsdag skal vi finde på, hvilken mad vi skal lave torsdag. Det gør vi, fordi vi gerne vil starte nogle tanker og refleksioner, som sporer hen imod madkundskab. Fx ved at have en snak om hvad vi har fået at spise i weekenden.

Tirsdag:

Ved morgenmødet gennemgår vi dagen og spørger eleverne, om de har nogle ideer til, hvilke retter vi skal lave. Over middag beslutter vi i fællesskab menuen for torsdag. Det foregår ved, at eleverne kigger i kogebøger og leder på internettet. Derefter planlægger vi præcis, hvad vi skal lave ud fra det tema vi har. Vi finder opskrifter, tilbud og laver indkøbsliste, som eleverne selv er med til at udregne og nedskrive. Derefter gennemgår vi indkøbslisten, for at finde ud af, om der er noget vi allerede har på lager.

Onsdag:

Onsdag er indkøbsdag. De der skal med ud og købe ind går efter morgenmødet. Eleverne læser sammen med en voksen, indkøbssedlen, og sammen finder vi varerne. Eleverne hjælper også med at pakke indkøb i poser ud fra systemet: grønt i pose 1, kølevare i pose 2 og mel, gryn og konserves i pose 3. Når vi kommer hjem, hjælper vi hinanden med at pakke ud og sætte på plads.

Torsdag:

Madlavningsdag. Ved morgenmødet gennemgås hele dagen. Der bliver talt om de retter vi skal lave. Alle indkøb bliver fundet frem, og vi gennemgår, hvad der er i poserne med henblik på at udbrede råvarekendskabet og indlæring gennem gentagelser. Opskriften bliver gennemgået, og de enkelte arbejdsopgaver bliver delt ud. Inden vi går i køkkenet bliver alle hygiejneregler repeteret. (Håndvask, kød for sig, grønt for sig og så håndvask igen). Her oplever eleverne genkendelighed idet denne opstart altid er den samme.

I køkkenet har alle opgaver og et ansvar sammen med en voksen. Der skrælles, snittes, steges, koges, æltes, formes, smages, mærkes, føles, lugtes, regnes, læses, bages, varmes, anrettes, dækkes bord osv. Når maden er færdig, går vi tilbage til vores klasselokale, hvor maden nydes i fællesskab. Efter maden rydder vi op igen.

Fredag:

Evaluering af køkkendagen. Vi taler om hvad vi fik at spise. Hvordan det gik med at tilberede det og om der var noget der var svært. Sidst, men ikke mindst om maden smagte godt.