Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nørd

NØRD er Rosenvængets Skoles helt eget fag. Faget NØRD har et meget bredt læringsmål og kan indeholde mange forskellige undervisningsformer, aktiviteter og emner. NØRD er i udpræget grad et praktisk fag. De ydre rammer for faget er fastlagte, men en del af indholdet er til en vis grad drevet af elevernes eget initiativ og interesser.

Faget er henover skoleåret delt i tre perioder med forskellige rammer, indhold og mål:

Periode 1: August til efterårsferien

Overordnede mål:

  • At opleve naturen og udelivet som noget positivt
  • At opnå udelivsfærdigheder
  • At være nysgerrig og undre sig
  • At bruge sin krop

Vi starter med samling om bålstedet på Naturskolen, hvor der hver gang startes et bål og gøres klar til at lave mad. Børn og voksne er på forhånd delt på 3 forskellige hold:

Mad og bål: Der øves i at tænde et bål og ilden skal holdes ved lige. Tilberedning af maden har mange delopgaver som fx at lave dej, snitte grønt og tilberede det over bålet. Maden kan være pandekager, supper eller gryderetter.

Kniv og økse: Eleverne får med hjælp af en voksen mulighed for at øve sig i at bruge en kniv, og fremstille ting ud fra egen fantasi. At snitte i en pind kan både være som en praktisk øvelse i en færdighed, men også en sanselig/meditativ oplevelse. Derudover skal der øves brug af økse og hugges brænde i forskellige størrelser

Oplevelsestur: Turen går igennem skoven hvor der er mulighed for fx at kravle på væltede stammer, balancere og hoppe op og ned. Eleverne har hver gang en fast opgave finde bestemte naturobjekter, men opstår der noget på turen som er værd at undersøge får nysgerrigheden lov til at råde og elevernes initiativ følges af de voksne.

Periode 2: Midt-oktober til påske

Overordnede mål:

  • At få oplevelsen af selv kan skabe et produkt
  • At kunne følge en plan/ide i en kreativ proces
  • At opnå praktiske færdigheder
  • At opnå kendskab til råvarer/materialer og værktøj

Der er to værksteder, og børnene skifter halvvejs i perioden. Derved er der lang tid (2 x 10 uger) til at nå de ovenstående mål.

Madværksted: Eleverne laver den samme ret hver gang over en længere periode for at opøve de samme rutiner; hygiejne, læse opskrift, lære råvarerne og køkkengrej at kende, måle op, tilberede og anrette mad, dække bord, rydde af bordet og vaske op.

Træværksted: Eleverne vælger ud fra billeder forskellige produkter i træ. Processen med at fremstille produkterne har forskellige delopgaver, hvor eleverne får mulighed for at bruge forskelligt værktøj, planlægge, udvælge træ, tegne skitse, måle, save, bore, lime og samle med søm eller skruer, samt at male.

Periode 3: Midt april til sommerferien.

Overordnede mål:

  • At flytte egne grænser
  • At bruge sin krop på nye måder
  • At opleve Danmarkshistorien

I denne periode vil vi lave forskellige aktiviteter på forskellige lokationer. Nogle er kendte og nogle er ukendte. Eleverne kan blive udfordret på at omstille sig og fungere på de forskellige lokationer og i de forskellige aktiviteter, men med tryghed sammen med kendte voksne.

Viking: Vi har før haft vikingetiden som tema. Det har med vægt på de overordnede mål indeholdt: Fremstilling af skumvåben som blev brugt til kamplege. Vi har været på togt til ukendte steder, skudt med bue og pil, fremstillet snore, været i et vikingehus og hørt fortællinger om vikingernes liv.